Spanieltræning
|
|
Valg af terræn Når man skal træne sin unge spaniel vil man gerne have det rigtige terræn, men hvad er det ? Mange antager at fordi en spaniel skal jage i hårdt terræn, så er det eneste rigtige at træne den i så hårdt terræn som muligt. Det er ikke rigtigt. Selv om en spaniel skal lære at arbejde i hårdt terræn og selv om den via sin avl har fremragende evner og mod til netop den terræntype, så skal det hårde terræn først indgå når hunden er mere gennemtrænet i søget. Her skal hunden så nok lære via positive oplevelser hvor vildtet findes. Spørger man hundetrænere der har tilgang til uanede mængder brombær , så vil svaret være entydigt at træner du din unge spaniel i alt for hårdt terræn uden at den har succes med mange vildtsituationer, så ødelægger man dens søg. Et andet typisk arbejdsområde for en spaniel er levende hegn og grøfter. Lad være med at starte træningen her. Det vil blive stiksøg ud og stiksøg tilbage og er der fært af vildt vil din unge spaniel hele tiden søge frem i terrænet. Det er vigtigt at terrænet er af en sådan beskaffenhed at hunden kan reviere (anlægge et krydssøg) og lære at arbejde i bredden i stedet for frem i terrænet, samt arbejde med vinden. Først og fremmest skal terrænet være let overskueligt, men da hundetræning skal være positiv så skal terrænet også være let fremkommeligt uden at være åbent i bunden. Det er en naturlov for en spaniel at jo mere åbent terrænet er, jo mere vil den løfte hovedet og arbejde med høj næseføring. Nu er det i sig selv ikke en fejl, men hvis man kun træner på en stubmark, så vil hunden til sidst kunne reviere med højt løftet hoved som en stående hønsehund. Som spanieltræner skal man være opmærksom på at mange terræntyper er tætte for os mennesker, men for hunden er de helt åbne. Som eksempel kan nævnes en lav grantykning og endda også en roemark. Begge steder er der svært at gå, men der hvor en spaniel skal arbejde er der helt åbent, hvilket bare får hunden til at løbe. En vis bunddækning er derfor at foretrække for at få hunden til at arbejde med lav næseføring . Den gode bunddækning får også hunden til at koncentrere sig bedre om de færtmuligheder der er i stedet for blot at løbe rundt. Det bedste er en god brakmark eller tæt græsmark. Træn kontakt Gå altid med hunden i modvind. Send den til den ene side, mens du selv går til den anden side. Snak diskret til hunden, bare en lille lyd er nok til at få dens opmærksomhed, og den vil skifte retning og krydse terrænet.’ Når den hermed går går ud til den anden side, går du igen i modsat retning. Dette lærer hunden både at søge i et krydssøg , og at holde kontakt. Fortvivl ikke hvis hunden ikke vil væk fra dig, det er et tegn på at det er lykkedes med den hidtidige træning. Selvom du nærmest går og falder over hunden, skal du forsætte denne træning og opmuntre hunden til at følge dit krydssøg og holde kontakt. hold dine kommandoer og stemmeføring så lave og diskrete som muligt. Hunden kan sagtens høre, så du behøver ikke at gå og fløjte af den hele tiden. Går træningen godt, kan du nu og da fløjte hunden sit , og gå frem og rose den. Det at fløjte sit/stop foregår jo i starten lige omkring fødderne på dig, og det er vigtigt at du i starten træner hunden i at stoppe på fløjte 1 meter væk, så 2 meter væk og så gradvist øger afstanden. Går du for hurtigt frem her, vil hunden, når du fløjter sit, helt naturligt løbe hen til dig før den sætter sig At vende på fløjte Når du træner søg/kontakt lærer du jo hunden at krydssøge foran dig. Når hunden bliver mere fri og begynder at søge i bredden, skal du give den et vendesignal, to korte stød i fløjten, hver gang du skifter retning. Hunden har jo allerede lært at følge dig når du skifter retning og den vil hurtigt forstå at vendesignalet betyder at den skal vende i søget. Når fløjtesignalet er indlært skal du forlange det respekteret 100 %. Hvis hunden ikke vender prompte, må du løbe den op, lægge line på den, og give et par ryk i linen i den retning den skulle have vendt, samtidig med at du gentager vendesignalet flere gange.. t bruge linen til at rette hunden har en god virkning, og du bruger ikke dine hænder til at tilrettevise hunden . Du skal forsætte med selv at gå i zig zag mønster modsat hunden. Det tvinger hunden til at holde øje med dig hele tiden. Går du blot ligefrem vil den hurtigt lære at du holder kursen, uden at den behøver at holde øje med dig. Respektere kastet dummy Hunden har allerede lært at sidde på fløjtesignal. Når hunden er i søg til den ene side, kaster du dummyen til den anden side. Forsøger hunden, som naturligt er, at knaldapportere på dummyen, så er du i en gunstig position for at få fat på hunden. Læg din line på hunden og gå tilbage til der hvor den skulle have stoppet, sæt den af med et ryk i linen og et kraftigt fløjtesignal. Gå selv ud og hent dummyen og gentag øvelsen et par gange. Når hunden respekterer, skal den også have lov til at apportere dummyen. Denne øvelse hvor hunden skal stoppe for en kastet dummy, vil i den videre træning hjælpe, når den til sin tid skal respektere et stykke vildt den rejser. Sørg altid for at samle de fleste dummyer op selv.I modsat fald hvor hunden bare får lov at apportere alt hvad der bliver kastet, og for den sags skyld, skudt over den senere hen, så har man lagt grunden til en knaldapportør. At stoppe for skud:
Hvis man bruger sin startpistol under træningen, er det jo let under søgstræningen at afgive et skud og fløjte hunden stop. Det er altså hundens jagtforståelse der får den til at være ”skarp” og følge med i hvad der foregår når den er på jagt. Kontakt med vildt Når hunden er trænet konsekvent i at sidde/stoppe for fløjtesignal, respektere kastet dummy og skud, holde kontakt, så er tiden kommet til at præsentere den for vildt og ikke før. Væg et terræn der er overskueligt og med en moderat vildtbestand. Arbejd som sædvanligt med hunden i modvind og forlang den sædvanlige kontakt og lydighed. Den unge hund har svært ved at få kontakt med vildt i starten. Den går ikke nær målbevidst nok og er hæmmet både af sin manglende erfaring og sit korte øg og gode kontakt. Fald ikke for fristelsen og slæk på kravene for at få en vildtsituation. Selv om man mærker at hunden har vildt løbende foran sig, så må man fastholde det sædvanlige søgsmønster og kontakt, og så håbe at man kan få en fugl til at holde. Hold øje med hundens reaktion, dens halebevægelser og hele aktion, der giver en ide´om at en vildtsituation er under opsejling. Når hunden rejser vildtet skal du have placeret dig tæt på hunden, fløjte stop og være parat til at gribe ind. Forsøger hunden at forfølge vildtet det mindste, skal du lægge line på den, gå tilbage hvor den rejste vildtet og sætte den af med et ryk i linen og et fornyet kraftigt fløjtesignal. Rejser hunden vildtet og respekterer det, så lad den sidde et øjeblik og fløjt den så hjem. Ros den og send den i søg i en anden retning end den hvor vildtet fløj/løb, således at den visuelle kontakt brydes. Denne rutine med at bryde den visuelle kontakt med vildtet, reducerer chancen for prelning. Forsæt denne træning blot med nogle få vildtkontakter hver gang. Hvis hunden bliver træt og mister inspirationen, må du afbryde. Det samme gælder hvis du mærker at hunden bliver for ophidset af situationerne. Træning på vildt Det vildt de fleste har mulighed for at træne deres spaniels på er fasaner, men også agerhøns, harer og snepper er fint. Fasaner har jo den natur at de løber og løber, indtil de føler sig presset til enten at trykke eller lette. Det at de løber foran hunden giver jo en konstant fært frem i terrænet som provokerer hunden til at søge frem i stedet for at anlægge et dækkende søg som vi jo ønsker. Der er altså tale om en uhensigtsmæssig fristelse, som en spaniel skal lære at håndtere. Som hundefører kan man jo kontrollere hunden via dens grundtræning hvor den har lært et grundigt søgsmønster samt at vende på fløjten. Det kan dog blive bedre hvis man vælger et ordentlig terræn. I stedet for et åbent terræn eller en grøftekant og et gærde, så vil et mere tæt terræn med mere bunddækning også bedre kunne få fasanerne til at holde. Det er også meget nemmere at styre hvis de første vildtkontakter er tilrettelagt så det er på unge fugle, altså træning i det tidlige efterår. Disse unge fasaner er endnu ikke så drevne at de løber hele tiden. De er helt enkelt meget bedre til at trykke for hunden, så den ikke hele tiden skal arbejde på fugle der løber, uden at kunne opnå et positivt ”flush”.(rejsning af fugl) Vær dog opmærksom på at eftersom de både trykker nemmere og hårdere, så er de også nemmere for hunden at tage, så du må være klar til fløjte hunden stop, hvis fuglen ikke vil rejse. Mange dressører har specielle kommandoer hvis hunden vil tage levende vildt. Efter min mening og erfaring er det tilstrækkeligt hvis hunden gennem sin grundtræning har lært begrebet nej og at det virkelig betyder nej i alle situationer. I alle tilfælde gælder det om at forlange at hunden holder sig kort under bøssen og ikke stiksøger frem i terrænet. Når hunden forsøger at søge frem i terrænet må man give den et signal med vendefløjten og hvis ikke den respekterer fløjten, ja så må man løbe hunden op, lægge line på den og give den et par kraftige ryk i den retning hvor den skulle have vendt, mens man gentager vendesignalet. Omvendt når hunden accepterer sin rolle og holder sig under bøssen og lystrer vendefløjten, ja så skal den roses. Søgets størrelse Det lyder tåbeligt men der er faktisk spanielfolk der diskuterer hvor stort en spaniel skal søge. Selv har jeg altid sagt at hvis andre spanielfolk synes at deres hunde skal søge større end mine, så må det skyldes at de skyder bedre end mig, for det er jo det det drejer sig om. Generelt kan man sige at fra hunden rejser vildtet til der sikkerhedsmæssigt kan afgives et forsvarligt skud, tilbagelægger vildtet nemt 10-15 meter. Derfor skal en spaniel teoretisk set ikke søge længere væk end max 20 meter. Men det er ikke ligegyldigt i hvilken retning hunden er 20 meter væk. I modvind skal søges anlægges som et krydssøg foran føreren og hunden skal altså søge til siden og ikke frem. Hunden vil altså typisk søge 15 meter ud til hver side men passere føreren i en afstand på 5 meter. Først og fremmest afhænger søgets størrelse af forsvarlig skudafstand og dernæst af terrænets beskaffenhed. I tæt vegetation kan og bør hunden søge kortere, mens den i åbent terræn kan anlægge et lidt større søg. Søg i forskelligt terræn. En spaniel skal som færdigtrænet selvfølgelig kunne arbejde i alt slags terræn og frem for alt kunne gå ind og afsøge partier med tæt vegetaion. Som alt andet træning gælder det at det er de positive oplevelser der giver det bedste resultat. Et godt sted at starte kan være lidt skovterræn med enkelte kvasbunker. Mens hunden søger til den ene side eller frem kan du uset af hunden smide en tennisbold eller en dummy ind i kvasbunken. Når du så passerer kvasbunken sender du hunden ind og søge og den vil finde bolden eller dummyen, altså en positiv oplevelse. Tag apporten fra hunden og ros den grundigt. Ikke alle hunde”tænder” på bolde eller dummyer. Med held kan du bruge andre tricks. Du kan tage et stykke vildt og afsætte fært i kvasbunkerne. Du kan også bruge en levende tamdue som du på forhånd kan placere i kvasbunken. Det vil give en mere realistisk og spændende situation som du samtidig har fuldt kontrol over i forhold til at hunden skal kunne repektere vildtet i opfløj. Husk at når du bruger levende vildt, så skal loven overholdes. Det er ikke lovligt at bruge nogen anden vildtart. Duer er velegnet. Hvis der f.eks er tale om brevduer så vil de jo blot flyve hjem til dueslaget igen. Du skal dog sikre dig at duen kan komme fri af kvasbunken, så hunden ikke tager den i opfløjet. Et hjælpemiddel kan være de såkaldte ”dueflushere” som er en anordning hvor duen sidder komfortabelt i et bur.”Dueflusheren” kan så fjernudløses enten mekanisk eller elektronisk og ”launche” altså sende duen afsted. Som alle andre kunstige momenter, har også denne metode en begrænset virkning. Jeg har aldrig selv haft den store glæde af kunstige momenter, men jeg er også en puritaner i forhold til hundetræning, jeg foretrækker det enkle og den ægte vare. En klog hund vil hurtigt lære at skelne mellem tilrettelagte situationer og rigtige ”vilde” situationer. Dels kan hunden blive træt af de kunstige situationer og dels kan det give føreren en falsk tryghedsfornemmelse, at hunden er meget lydig i opfløj på de kunstige situationer. Den rigtige vare er altså at foretrække. Vinden har en afgørende betydning for en spaniels måde at søge på. Hunden vil afsøge terrænet ved hjælp at en kombination af luftfært og jordfært. Luftfærten er den fært der via vinden føres fra vildtet til hunden mens jordfært er den færtafsætning der har været i terrænet hvor vildtet har flyttet sig. En spaniels måde at arbejde på er ikke enten eller, men både og. Snart vil den løfte hovedet for en vindfært og snart sænke hovedet for at følge en jordfært. Men jordfærten kan også bæres i vinden og det ser man f.eks når en hund følger et spor. Hvis hunden tager sporet i sidevind kan man ofte se den følge sporet i afdrift d.v.s jordfært der bæres af vinden. Når man træner sin unge spaniel som først og fremmest skal lære at søge kort i et godt mønster, så er det modvind og altid modvind. Hunden søger op i vinden og det vil være let for føreren at få hunden til at anlægge et søg der dækker i bredden uden at gå frem i terrænet. Søg i side og medvind er langt mere avancerede og kræver at hunden har et grundigt indlært søgsmønster fra modvindsøget samt en god kontakt til føreren. Det er altså en træning som ikke hører den unge hund til. Det er værd at bemærke at forbavsende mange spanielejere overhovedet ikke tager vinden i betragtning, ja mange ved faktisk ikke hvilken indflydelse vinden har på søgsmønstret. Det beror måske på at mange hunde skal holdes så hårdt i søget at de aldrig får muligheden for at anlægge et naturligt søg. Man kan sige at det faktisk er føreren der anlægger søget og blot fører hunden på samme måde uanset vindretningen.
Hele spørgsmålet om vind kan måske virke lidt teknisk, men her er en kort gennemgang. Mens hunden i modvindsøget arbejder i et krydssøg lige foran føreren som går frem i terrænet,så vil hunden i et medvindsøg skulle søge ud og anlægge et søgsmønster op imod føreren. Føreren skal reelt stå stille imens og først flytte sig når hunden har søgt helt op til ham og først derefter gå frem i terrænet og gentage processen. På samme måde med sidevinden, hunden vil søge ud og anlægge søget op i vinden på tværs af terrænet. Det er altså i alle tilfælde et søgsmønster der anlægges op i vinden. Copyright 01.05.2001 – Niels Egelund Faddersbøll Tekster fra denne website må ikke – hverken helt eller delvis, med eller uden billeder – anvendes uden forfatterens skriftlige samtykke. |