Specialdressur og jagtdressur af Niels Egelund Faddersbøll
|
|
|
Det volder heller ikke nogen problemer, forudsat at hunden er trænet til den eller de opgaver den skal løse. En spaniel kan altså udmærket bruges til andstandsjagt og stå på post som en retriever, hvis den er trænet som en retriever, selvom man skal være opmærksom på at den meget visuelle kontakt til vildt på store jagter, ofte vil hidse den mere op end vildt den selv rejser, som skydes over den. Ligeledes kan retrieveren udmærket fungerer som kortsøgende hund i drevet, blot skal man være opmærksom på at den helst skal være trænet til at søge kort som en spaniel og respektere det rejste vildt i opfløj og skud.
|
|
|
Træning før jagt Der er altså meget man selv kan gøre, bare ved at bruge sin sunde fornuft og sikre sig at hunden både er gennemtrænet og dermed forberedt til jagten og samtidig at den har en alder der gør at den rent modenhedsmæssigt kan håndtere den virak der nu engang er på jagt. Alt for ofte ser man unge jagthunde brænde fuldstændig sammen på jagt og gå dressurmæssigt helt af hånd. Jægeren vil sjældent kunne overkomme at træne en ung hund tilbage til en ordentlig trænings standard, og jægeren vil egentlig ikke få meget glæde af timerne på jagt med en hund der ikke er i hånd. Apportering Apportering fra post er helt sikkert den apporteringsform de flest jagthunde bliver brugt mest til i Danmark. Enten på en selskabsjagt, hvor jægerne skiftevis går igennem og står for, eller hvor hunden alene skal bruges som apportør, enten det nu er jægeren der selv skyder, eller hunden bliver brugt som apportør på de store jagtvæsener. Paradoksalt nok, så træner de fleste jægere en masse apportering, uden at tænke på hvor vigtigt det er at lære hunden at den ikke skal hente alt vildt der bliver skudt. Fra hvalpetiden og grunddressuren, ved vi at hunden kan apportere, så det er vigtigt at træne hund i ”steadyness” altså ro på post. Start med at sætte hunden af, gå frem foran hunden og kast nogle få dummyer rundt omkring hunden. Lad den ikke apportere, men gå roligt rundt og saml dem op selv. Gentag denne træning ofte, men sørg for at afveksle, så hunden ind imellem får lov til at hente en enkelt dummy. Har du flere hunde kan du træne med begge hunde siddende . Kast så nogle dummyer og send hundene skiftevis på apportering. Har du kun en hund, bør du træne sammen med andre hundefolk, så hunden lærer at forholde sig roligt når andre hunde arbejder. Da din hund er en passioneret apportør, så vil apportering også være det moment i træningen der virker mest stimulerende, men også mest ophidsende på hunden, så det gælder om at tilpasse sin træning, både mængde og sværhedsgrad til den enkelte hund. Den hund der er lidt afdæmpet i det, vil blive mere inspireret af træning på markerede apporteringer, mens den hund der er lidt varm i det, ikke skal have så mange markeringer, men trænes mere på blinde apporteringer. Tænk jagt Du bør variere din træning så den mest muligt ligner jagt. Er I flere der træner sammen, så prøv at skabe lidt af den stemning der er på jagt. Afgiv nogle skud, tal højt om hvilken hund der skal sendes, før I sender en af hundene. Tænk også på at hunden skal kunne stoppes. Hunden har allerede lært at stoppe på fløjte i grunddressuren. Stil dig 10 meter foran hunden og kast en dummy bagud. Send hunden og stop den på fløjte førend den er forbi dig. På denne måde er du i stand til at kunne få fat i hunden hvis den ikke stopper. Husk som i grunddressuren at en hund der ikke stopper på fløjte, omgående skal have linen på og føres tilbage til der hvor den skulle have være stoppet og, sættes af igen med et kraftigt ryk i linen, en irettesættende sitkommando og nyt kraftigt fløjtesignal. Efterhånden som din træning skrider frem, vil din hund roligt afvente at den bliver sendt på en apportering, eller måske slet ikke sendt. Den vil kunne stoppes, selvom den er sendt og kaldes tilbage. Prøv denne øvelse og gå så selv ud og saml dummyen op eller send en anden hund. Tag geværet med ud når du træner og tænk på hvordan du er placeret i forhold til hunden. Næsten alle jægere sætter hunden på deres venstre side når de står på post. Det er altså helt forkert. For det første kan man ikke have øjenkontakt med hunden og for det andet kan man ikke reagere på eventuel ulydighed i forbindelse med skudafgivelsen. Nej, sæt hunden af 2 meter foran dig, med front imod dig. på denne måde kan du sikre dig at hunden i ventetiden sidder helt roligt og du kan lige før skudafgivelsen, give den en skarp ”sit” kommando, og igen efter skuddet ,hurtigt have opmærksomheden rettet mod hunden igen. Der findes nemlig intet en hund hurtigere opfatter, end hvis føreren koncentrerer sig mere om skydningen end om hunden, og er træningen ikke helt i orden, så vil den givetvis udnytte situationen, og der er ikke noget mere irriterende end hunde der knaldapporterer. Dirigering: Det er klart at der vil være situationer på jagt, hvor hunden ikke har markeret det skudte vildt. Det bliver altså hvad vi hundefolk kalder en blind apportering. Det er derfor vigtigt at kunne dirigere sin hund til et bestemt område eller direkte til nedfaldsstedet. Jeg vil dog kraftigt understrege at dirigering kun skal trænes, når grunddressuren og ro på post er fuldstændig i orden. Dels kræver dirigeringstræning en god lydighed og dels giver den blinde apportering hunden en lidt større grad af frihed end den markerede apportering, og den frihed kan godt lægge lidt pres på lydigheden. Først og fremmest skal stoplydigheden være 100 % i orden. Start med en enkelt øvelse hvor hunden skal sendes ud eller tilbage i terrænet. Find en sti eller et spor ned langs med et hegn. Et eller andet der kan fungere som en ledelinie for hunden. Gå med hunden ved fod langs stien eller sporet sådan at du har vinden i ryggen når du går ud, og stop op, og kast eller læg en dummy fuldt synlig for hunden. Gå højest 20 meter tilbage og sæt hunden af med retning mod dummyen. Vis hunden retningen med hånden og giv den en kommando for denne øvelse, som er anderledes end ved markeret apportering. F.eks ”go back” ”ud” eller lignende kort kommando. Hunden vil, fordi den kan huske dummyen søge frem på en lige linie, godt hjulpet af medvinden der også får den til at søge frem. Når den finder dummyen roser du den som ved alt andet apporteringsarbejde. Hvis afstanden er for stor, må du starte lidt kortere, det er vigtigst at hunden får succes. Går træningen planmæssigt , kan du gradvist øge afstanden og du kan f.eks hver tredje gang, fløjte hunden stop på vej ud til dummyen. Hermed får du hunden stoppet med front mod dig og med ryggen til dummyen. Her giver du et nyt håndsignal, en strakt arm og en flad hånd mod hunden, og du afgiver den nyligt indlærte kommando ”go back” eller ”ud” Her opnår du at hunden igen via sin hukommelse og træning, lærer at den skal 180 grader tilbage i terrænet på en lige linie. Træn også hunden i side dirigering. Denne træning er langt lettere. Du bør stå foran hunden og simpelthen kaste en dummy til hver side. Giv så tegn med armen i retning af den dummy du vil have hentet først. Øvelsen er nem, dels fordi du står i en situation, hvor du nemt kan rette på hunden og dels fordi du i starten bare kan sende den på den sidst kastede dummy først, for det er den hunden kan huske. Senere kan du skifte til den først kastede først. Hvis hunden ikke vil lade sig dirigere, skal du omgående fløjte den stop. Hunden skal ikke have succes med at bringe den forkerte dummy, men får den fat i dummyen må du nøjes med at rose den og prøve igen. I hele denne træning er det vigtigt dels at være placeret rigtigt i forhold til hunden og dels at gribe hurtigt ind, hvis noget går galt. Husk at alt dette dirigeringstræning er krævende for hunden . Du skal derfor aldrig kun træne dirigering. Hold nogle pauser og sørg for at give hunden nogle lette markerede apporter ind imellem. Distraktionstræning Som en ekstra krølle på din dirigeringstræning kan du, når alt sidder godt fast, kan du kaste nogle distraktionsdummyer, når hunden er i gang med en dirigeringsøvelse . Denne øvelse skal lære hunden ikke at lade sig distrahere af at der falder vildt under en apportering. Start med at kaste en dummy som du sender hunden på. Kast så en anden dummy væk fra hunden når den er på vej hjem. Gå så gradvist frem ved at kaste en distraktionsdummy, når du har sendt hunden på en apportering for til sidst at kunne kaste en dummy, når hunden arbejder på en blind apportering. Sørg for at tilrettelægge træningen så du kan bevare kontrollen, specielt i starten skal du placere dig så du kan komme imellem hunden og distraktionsdummyen. Brug stopfløjten hvis hunden vil forsøge at apportere den forkerte dummy. Terrænskift Træn også hunden i terrænskift. Selv små terrænskift kan give problemer på jagt, især hvis hunden ikke har markeret vildtet. Et lille vandløb eller en grøft, der skal forceres, for at hunden kan søge i terrænet på den anden side, kan pludselig blive en stor forhindring. Da terrænskift er nyt for hunden, bør du gå lidt tilbage i træningen og giv den små øvelser. Start med markerede apporteringer og gå så over til dummyer hvor hunden ser dummyen blive lagt, hvor den kan huske den udlagte dummy, og gå så frem gradvist igen. Et virkeligt godt råd er altid at have en tennisbold eller en dummy i lommen, og hver gang man ser et interessant terrænskift, så giv hunden en apportering. Prøv f.eks at kaste en apport 5 meter på den anden side af en grøft. Næste gang du kommer til det samme terræn, så prøv med 10 meter , indtil din hund forstår at når du sender den over grøften, så er der en apport at finde, også dybere inde i terrænet. Det frie søg Denne apporteringsform, typisk efter at en såt er blæst af, er den mest almindelige på jagt. Det er en øvelse der er nem at indlære. Start med at lægge en 3-4 dummyer i et let terræn og i god vind, og giv hunden kommandoen for at søge. Husk det er en anden øvelse en markering og dirigering, så det er også en anden kommando. Giv den kommandoen ”søg, eller søg apport ” og lad den selvstændigt løse opgaven. Beder hunden om hjælp, kan du støtte den, men overordnet skal den løse opgaven selv. For en apporterende hund er det en nem opgave, den skal selvstændigt søge, finde og apportere. Der er også en betydelig mængde frihed forbundet med denne øvelse, hvor hunden arbejder længe uden korrektioner eller kommando, og lydigheden kan blive sat under pres. Hvis f.eks hunden sendes ind i tæt og overskueligt terræn, så kan den både søge længere væk end ønskeligt og også optage forfølgelsen af levende vildt. Varier din træning, så hunden bliver rutineret, men lav aldrig øvelserne sværere end at hunden bevarer entusiasmen. Og husk at i alt apporteringstræning skal du lægge mest vægt på den træning hvor der forlanges kontrol, ro på post, stoplydighed o.s.v. Vandarbejde Træningen bør ikke påbegyndes før hunden fra lufteture ved stranden o.l. har haft mulighed for at blive fortrolig med det våde element. Ligeledes skal den øvrige apporteringstræning sidde relativt godt fast, idet træning af vandarbejde ikke giver de samme muligheder for at rette eventuelle fejltagelser under arbejdet, som ved apportering på land. Start ved et lettilgængeligt vandhul, fri for siv, rør og andre forhindringer. Vandhullet må ikke have bratte og stejle skrænter, men skal have et naturligt fald, så hunden kan gå ud i vandet, til der bliver så dybt at den skal svømme. Vent altid med at starte denne træning til den varme årstid, og husk at vandet er længe om at blive varmt efter vinteren, men til gengæld varmt langt hen på sensommeren. Lav først et par lette apporteringer på land og kast så forsøgsvis dummyen ud i vandet, dog ikke længere ud end at hunden kan apportere den uden at skulle svømme. Støt hunden stille og roligt og ros den når det lykkes. Vær opmærksom på at hunden i starten vil ryste sig og måske lægge dummyen før den afleverer. Det er ikke en katastrofe. Tag et par skridt baglæns og animer hunden til at komme direkte hen til dig med dummyen, så den ikke får en dårlig vane fra starten. Vandarbejdet er jo afhængig af hundens medfødte lyst til vandarbejdet. Langt de fleste retrievere og spaniels, har via avlen en højt udviklet vandpassion, så det hele går som regel let og elegant. Som med alt anden træning så gælder det om at skabe en fornuftig tilvænning og indlæring, ikke om at blive hurtigst muligt færdig, så gå stille og roligt frem i træningen, afhængig af hunden evner.Tøver hunden ved vandkanten, kan man dels give den nogle apporteringer på land for at animere den, men man kan også lade hunden knaldapportere for at stimulere den. Når hunden har overvundet sin usikkerhed bør man snarest muligt træne knaldapporteringen ud af den igen. Man kan også med held lade hunden gå i vandet sammen med en ældre og meget vandglad hund, ligesom man kan lade sin hund sidde og se en mere rutineret hund apportere fra vand. Den sidste udvej er at gå i vandet selv, og selv om det lyder drastisk, så kan man udmærket, stille og roligt, gå ud i vandet, kalde hunden til sig og om muligt lade den svømme lidt ved siden af en, mens man roser den. Man må til gengæld aldrig miste selvbeherskelsen, og smide hunden i vandet. Som med alt andet i hundens liv, vil det give hunden et chok, og det vil helt sikkert sætte sig som en så dårlig oplevelse, at det bliver svært at træne hunden til en selvsikker og passioneret vandapportør. Så snart hunden har lært at svømme og gå direkte og villigt i hver gang, så kan du introducere den til andre vandhuller med forskellige og sværere tilgangsforhold.hvis din træning fungerer efter hensigten, vil hunden uden videre gå i vandet selv under vanskelige forhold. Hvis hunden springer ud i vandet, hvad rigtig mange hunde gør, så pas på hvor du træner. Rigtig mange vandhuller er fyldt med alverdens affald, der skjuler sig under vandspejlet, og hunden kan virkelig komme til skade, hvis der ligger en gammel cykel eller lignende. I den videre træning bør man ikke kun lade hunden apportere på det åbne vandspejl. For det første får det hunden til at bruge øjnene, mere end næsen, og for det andet vil den på jagt have langt mere brug for at kunne søge i sivbræmmer. Det sværest for en hund er at forcere det åbne vand, og søge på modsatte vandkant eller måske at skulle på land og søge på den modsatte side. Dette terrænskift er vanskeligt for hunden, men nødvendigt, fordi f.eks anskudte ænder altid søger til vandkanten eller direkte på land. Din udvidede træning af vandarbejdet bør derfor indeholde disse momenter , og du kan fint starte med en å eller et lille smalt vandløb. Kast en dummy lige i vandkanten på den anden bred, i direkte modvind for hunden og lad den apportere. Her skal hunden ikke ud på en større svømmetur og den får succes med at løse opgaven første gang. Herefter kan du gradvist kaste så langt at hunden skal op på den anden side og søge på land. En anden grund til ikke bare at træne på åbent vand, er den indlysende at for en passioneret apportør er alt apportering ophidsende, men vandarbejdet er mere ophidsende. Træningen kan altså give uro på post eller måske endda piberi . Vælger du derimod at apportere over vand, så kan hunden ikke se dummyen og hele træningen bliver knap så ophidset. Endelig skal man være opmærksom på altid at fløjte indkald, lige når hunden samler dummyen op. Det er vigtigt fra starten at skabe en vane, hvor hunden kommer direkte hjem. Overlades hjemturen til hundens eget initativ, kan den blive uforholdsmæssigt længere end nødvendigt, da hunden jo ikke har forudsætninger for at vurdere afstanden. Apportering af vildt For den hund der er avlet som apportør, da der det at apportere vildt blot noget den gør uden de store problemer. Hvis hele apporteringstræningen har været tilrettelagt rigtigt, lige fra hvalpestadiet til jagtdressuren, så er der ingen grund til bekymring. Man skal blot gemme apportering af vildt, til hunden har den fuldstændige forståelse og glæde ved arbejdet, hvorved vildt blot bliver et nyt emne som selvfølgelig apporteres. Eventuelle problemer kan dog undgås hvis man starter fornuftigt. Man bør f.eks ikke starte med varmt vildt (nyskudt eller nylig aflivet) og heller ikke anvende skidtfugle som krager og måger i starten. Disse vildtarter har ikke den samme færtmæssige appel til den unge hund som ædelvildt. Som fuglevildt bør anvendes voksne tamduer, som ikke er så løsfjerede som unger. Start aldrig med skovduer. Som hårvildt kan anvendes små tamkanier. Start eventuelt med vildt der har været frosset ned først, men sørg for at tø det ordentligt op inden træningen. Eftersom som træningen skrider frem kan vildtarterne godt varieres. Vær ikke nærig med vildtet. Alt for mange jægere bruger deres træningsvildt igen og igen og fryser f.eks vildt ned til træning der har været brugt. Det er en stor fejl. Vi vil have en apportør der apporterer frisk vildt med blød mund, ikke en ådselsapportør. Når hunden i øvrigt er vænnet til vildt, kan man lige så godt forsætte med at træne på dummyer. På jagt Alle hunde bør starte med små jagter, helst hvor det er for hundetræningens skyld at jagten bliver afholdt. Det er langt bedre at afstanden mellem træning og jagt bliver så lille som muligt, og det opnås bedst ved at starte hunden på en jagt, hvor der over nogle få timer kun skydes nogle få stykker vildt. Det er også vigtigt at dine medjægere er ordentlige mennesker som godt nok er velskydende, men som også kan lade være at skyde, hvis det er til skade for den unge hund, og har de selv hunde med, skal de være veltrænede, så de ikke ødelægger situationerne for din nye hund. Sørg for at tænke på at bevare de mange timers træning. Koncentrer dig om hunden. Det starter om morgenen når du ankommer til jagten. Nogle jægere lader bare deres hunde løbe rundt og”hilse” på folk og andre hunde. Hundene render ofte og markerer sig, hvilket er meget uheldigt for disciplinen. Lad hunden sidde i bilen og tag den først ud når jagten begynder. Tag den ved fod eller læg en line på den, og sørg for at forstår at den er under kontrol og på arbejde. Når du første gang står på post, så sørg for at sætte hunden af foran dig og forlang at den er fuldstændig rolig og stille. Hvis du får tilbud til at afgive skud, så sørg for at du med en skarp kommando bevarer kontrollen over hunden. Skyder du et stykke vildt som du synes det giver mening at sende hunden efter, så tag det roligt. Knæk geværet og tæl til ti, før du sender hunden . Støt hunden hvis det er nødvendigt og koncentrer dig om afleveringen, når hunden kommer tilbage. Falder der vildt helt synligt og åbent, så både kan og bør du samle det op selv, præcis som under træningen. Det kan godt være at der er medjægere der ikke forstår denne handling, men det er af stor pædagogisk betydning at du bruger de samme værktøjer, både under træning og jagt. Hvis situationerne bliver lidt for ophedede, med meget vildt og skydning, så er det altid et godt råd at lægge en line på hunden. Hellere det end at den går af hånd og ødelægger mange timers træning. Copyright 01.05.2001 – Niels Egelund Faddersbøll
Tekster fra denne website må ikke – hverken helt eller |
|