Selve grundtræningen 6-12 måneder
|
|
|
Det ligger jo i begrebet grundtræning at det er grundstenen, altså hele det fundament som hundens fremtidige dressur og succes som jagthund hviler på. Først og fremmest skal man på forhånd have en plan med sin træning. Det bedste råd jeg kan give er at holde det enkelt.
Det næste er at være grundig og sørge for at den enkelte moment i træningen er ordentlig indlært inden der introduceres en ny øvelse. Populært sagt så er en hund der kan sidde og vente 60 %, stoppe på kommando/fløjte 60 % og komme på indkald 60 %, – ikke trænet til 180 %.
Man skulle jo tro at netop det med at tilrettelægge træningen meget enkelt, og udføre den enkelte indlæring meget grundigt, var præcis det som den nye hundeejer ville gøre. Sådan forholder det sig bare ikke i virkeligheden. Nej, den nye jagthundeejer er grebet af lysten til at komme i gang, og med et billede af fremtidige store jagtoplevelser og måske succes på markprøver, så vil langt de fleste gå alt for hurtigt frem i træningen. Det betyder dels at hunden ikke har det fundament som grundtræningen er og dels at der ved indlæring af nye øvelser ofte skal trænes unoder ud af hunden først.
|
|
|
De vigtigste discipliner.
INDKALD: Som beskrevet under prægningsfasen , så kan en hvalp faktisk lære at komme på fløjte allerede inden den forlader opdrætteren. Denne prægning vil jo sidde i hvalpen længe og hvis den nye ejer forsætter med den rigtige prægning og træning, så bliver det aldrig et problem. Hvis det er nødvendigt at træne regulært på indkaldet bør det tilrettelægges så der er størst mulig chance for succes.
Start derfor i et lukket område, det kan være en lang entre inden i huset eller en lukket gård i haven. Lad en hjælper holde hunden og sæt dig på hug og kald på den med dens navn, samtidig med en række hurtige bip i inkaldsfløjten. Ros hunden når den kommer og lad den opleve indkaldet som en super positiv ting – altså ikke noget med at stå oprejst og forlange at den skal sidde pænt.
Gentag øvelsen over nogle uger og skift ikke til en anden lokalitet før det er helt i orden. Hvis der er problemer med at hunden vil løbe forbi dig kan du med fordel sætte dig op af en mur eller et hegn, så hunden er nødt til at komme direkte hen til dig. Indkaldstræning kræver meget ros og rosen kan udmærket suppleres med godbidder. Vær dog opmærksom på at ikke alle hunde er interesseret i godbidder, samt at disse skal nedtrappes i takt med indlæringen.
Udvid nu indkaldstræningen til at foregå under så mange forskellige forhold som muligt, f.eks når du lufter hunden, så kald den ofte hjem, ros den og giv den eventuelt fri igen. Hvis indkaldet svigter, må man afgive kommandoen i et skarpere tonefald, eller gå frem til hunden og lægge line på hunden. Gentag så indkaldskommandoen og giv et ryk i linen,. Når hunden så kommer, så roses der igen. Vær opmærksom på at hvis hunden ikke kommer med det samme, så kan man aldrig skælde den ud når den endelig kommer hjem. Den eneste metode som hunden har respekt for, er at gå frem til hunden, uanset hvor den er, lægge line på den, rette den, og gentage øvelsen til der opnås et positivt resultat.
SIT: Allerede som lille hvalp har hvalpen lært at sidde.Nu skal den trænes ikke bare til at sidde, men også til at blive siddende og vente. Øvelsen kan trænes både med og uden line, afhængig af hvor godt sitøvelsen er indarbejdet fra hvalpetiden.
Hvis den allerede villigt sidder på kommando, så kan man jo rette på den blot ved at tage fat i den og sætte den tilbage igen. Hvis der er den mindste slinger i valsen, vil jeg anbefale at man bruger sin almindelige føreline. Giv kommandoen sit,løft armen til et håndsignal eller en løftet pegefinger, træk lidt op i linen og tryk eventuelt hunden på krydset så den sætter sig. Sørg for at afgive kommando i et roligt men bestemt tonefald. Lad hunden sidde et øjeblik og ros den. Pas på med overdreven ros, som vil gøre hunden ophidset.
Træn denne sitøvelse flere gange daglig. Sørg for at hunden sætter sig omgående og at den kigger på dig når den sidder. Hvis den kigger alle andre steder hen, må du give et let ryk i linen og forlange at den holder øjenkontakt. Lav disse små øvelser ofte, men træn ikke langvarigt. Hunden koncentrerer sig bedst om korte lektioner.
Når øvelsen efter nogle uger sidder godt fast, kan du forsigtigt tage et par skridt væk fra hunden. Lad være med at gå mere end en meter eller to væk og vær klar til at sætte hunden tilbage med en irettesættende sitkommando, hvis den rejser sig. Gå tilbage til hunden, sørg for at den bliver siddende og ros moderat efter et øjeblik.
Efter nogle uger kan du gradvist fjerne dig længere og længere fra hunden, men gå ikke hurtigere frem end at øvelsen lykkes. Hold øje med hundens reaktion, hvis den gaber og misser med øjnene, er den usikker og du bør ikke gå hurtigere frem. Hold fast i at du altid går tilbage til hunden, venter et øjeblik og roser den – altså ikke noget med at kalde den ind.
|
|
|
|
|
|
STOP PÅ FLØJTE Når indkald og sit træningen er fuldstændig på plads er det vigtigt at træne stopøvelsen. At kunne stoppe sin hund, kan ikke tillægges for stor betydning. For den jagende hund f.eks en hårdtgående spaniel er det alfa og omega at den i situationer hvor den rejser vildt, kan bringes til at stoppe omgående i ”flushet” (rejsningen af vildtet) og for alle hunde er det af stor betydning at de kan stoppe, i forbindelse med dirigering på apporteringsopgaver.
Igen har vi et simpelt moment, hvor rigtig mange jagthundeejere siger at deres hund er 100% stoplydig, men det er der faktisk ikke mange der er.. Prøv at foretage denne lille test. Lad den trænede hund gå fri ved fod, fløjt stop uden at standse op og uden at kigge på hunden og uden at give nogen form for håndsignaler. Ikke mange hunde stopper ordentlig.
Et andet eksempel, kast en dummy, send hunden og fløjt den stop. Træningen tager sit udgangspunkt i sitøvelsen. Hunden kender allerede sit kommandoen sit og håndsignalet for sit. Det er altså simpelt. Signaler sit med håndsignalet, fløjt stopsignalet, et langt faldende signal, og afgiv sitkommandoen. Da de to af tre signaler er kendte vil hunden uden problemer sætte sig.
Gentag øvelsen over nogle uger og du vil hurtigt opnå resultatet at hunden sidder lige godt på kommando, eller håndsignal eller fløjte. Først når denne rutine er opnået, kan man prøve at fløjte stop når hunden er en til to meter væk, men pas på, gå ikke for hurtigt frem, så løber hunden bare hen og sætter sig, i stedet for at stoppe. Altså først træning af stop og så meget gradvist, øges afstanden, hunden stoppes på. Hvis hunden ikke stopper, må den bæres til stedet hvor den fik stopsignalet, og bringes til at sidde med et fornyet stopsignal.
Ligesom med sitøvelsen, gælder det om altid at gå tilbage til hunden, og ikke kalde den ind på dette stadium. Træningen kan så udvides til at hunden efterhånden stoppes når den løber i fuldt firspring, man kan kaste en dummy for hunden og stopfløjte den og stoppe den når man sender den på en dummy.
APPORTERING: Som alle de andre momenter i grunddressuren er det vigtigt at hunden behersker nogle basale færdigheder, indlært så grundigt som muligt.
Med apportering er det vigtigt at hunden roligt kan sidde og markere en kastet dummy og kun apporterer på førerens kommando. Der er absolut ingen grund til at træne svære apporter, blinde apporteringer o.s.v. før på et senere tidspunkt. Apportering for en ordentlig avlet hund er jo ikke noget den skal lære.
Langt de fleste hvalpe kan apportere når de forlader opdrætteren ved 8 ugers alderen. Det at samle et moment op og bringe det er så let og logisk at det ikke bør give problemer. Hvis man som det anbefales har lavet en god prægning på apportering, så bør apporteringstræningen ikke overdrives, man ved jo at anlægget er i orden. Hvis der er problemer med apportering, så er det oftest fordi hunden vil samle op, men ikke bringe dummyen.
Denne problemstilling, vil de flest jagthundeejere kalde et apporteringsproblem, men det er reelt et indkaldsproblem. Det er derfor vigtigt at indkaldet altid er 100 % i orden før den egentlige apporteringstræning påbegyndes. Når hunden fra hvalp har apporteret og som anbefalet fået lov til at knaldapportere, så skal den nu lære ikke at apportere før den får lov.
Lad hunden sidde og gå frem og stil dig foran den. Kast så dummyen bagud, således at du er imellem hunden og dummyen, afgiv en sitkommando. Hvis hunden vil knalde, så er du i en position hvor du kan få fat i den og bære den tilbage og sætte den af igen. Hvis den sidder perfekt, så gå selv ud og hent den første dummy. Efter at du har sikret dig at den forstår opgaven, kan du sendes den på apporteringen, men ikke hver gang. Sørg for at du selv samler mindst hver anden dummy op selv.
Nu kan du også stå ved siden af hunden eller lidt væk fra hunden og du kan få en hjælper til at kaste for dig. Sørg for at der helt ro på situationen, du skal ikke holde hunden med stort besvær og med gentagne kommandoer. Det er helt væsentligt at hunden uden videre har forstået at når du kaster en dummy, så afventer den roligt om du giver den lov til at apportere eller eventuelt selv henter dummyen.
Når hunden er fuldstændig sikker på at sidde og i at blive siddende, bør du træne den i at sidde mens du kaster nogle dummyer og eller tennisbolde omkring den. Start med en enkelt,. Giv den sit kommandoen og kast en ikke alt for fristende dummy, som du selvfølgelig selv samler op.
Efterhånden kan du udvide øvelsen til at være mere fristende,, men overdriv ikke, hunden skal være lydig overfor distraktioner, men også stadig være interesseret, så lad den apportere ind i mellem. Brug altid ordentligt træningsudstyr, f.eks kanvasdummyer som er bløde i konsistensen og vejer cirka 500 gram.
Du kan også bruge tennisbolde, som dels virker fristende når de trilles tæt forbi hunden, men som også giver lidt jordfært når de ruller, så der faktisk er en fod at følge for hunden, frem til tennisbolden. Undgå på dette stadium at bruge skinddummyer. Nogle hunde bliver så glade for skinddummyer, at de ikke vil apportere andet.
En uhyre vigtig detalje ved apporteringstræningen er at træningen skal være positiv, for at bevare kvaliteten i apporteringsarbejdet. Det derfor vigtigt at undgå problemer og bøvl i træningen. F.eks omkring afleveringen. Hvis en hund apporterer med fart og energi, og den så ved hjemkomsten bliver mødt med en masse teknisk dressur, så opstår der et generelt negativt billede af hele apporteringen. Sørg derfor for at hunden kommer direkte og glad hjem med dummyen og husk at en aflevering til hånd er mere end tilfredsstillende. Lad være med at kræve siddende aflevering.
AT GÅ VED FOD: En af de sidste momenter som jeg introducerer i grundtræningen er at gå ved fod. Selv om mange gerne vil starte tidligere med lineføring og fri ved fod, så er det faktisk et moment der godt kan trykke hunden lidt, og derfor bør gemmes til hunden har lidt alder og modenhed.
Du kan bruge din almindelige markprøveline som har en glidefunktion. Anbring linen korrekt, således at linen løsner sig selv efter at du har givet et ryk. De fleste lærer hunden at gå på venstre side og med mindre man er links skytte er det hvad jeg også anbefaler.
En hund der går korrekt ved fod, går med sin højre skulder ud for førerens venstre knæ. Hunden skal ikke gå så langt fremme at man falder over den. Start med hunden siddende og giv den kommando du vil bruge f.eks ”på plads” ”hinter” eller ”heel” det er egentlig ligegyldigt. Gå rask frem og opmuntre hunden til at kigge op på dig. Når hunden går for langt frem, giver du et skarpt ryk linen, samtidig med at afgiver kommandoen igen. Husk det er kort ryk, for at vise hunden at det er forkert at gå frem i linen, derefter får du hunden ind og gå korrekt og roser den. Du skal altså ikke rende og slæbe i linen eller trække hund ind på plads.
Ligesom i den anden grunddressur, et kort ubehagelig påvirkning når det er forkert og masser af ros når det er rigtigt. Træn i korte lektioner. Gå frem skiftevis i hurtigt og langsomt rask og foretag skarpe drejninger på 90 grader, og stands hyppigt op og lad hunden sidde, så den vænner sig til at være opmærksom. Tal til hunden, klap eventuelt på låret, for at få hunden til at kigge op og husk den klare forskel mellem ros og ris. Når lineføringen efter nogle uger er ordentlig indlært, kan du prøve med lidt fri ved for.
Start med at slippe linen og lade den slæbe efter hunden. Afgiv kommando og lad som om at du stadig har hunden i snor. Går hunden frem kan du træde på linen. Træn i korte lektioner og afveksl mellem lineføring og fri ved fod.
Generelt kan man sige at jo grundigere lineføringen er indlært jo lettere er overgangen til fri ved fod, og det bedste resultat opnås ved at træne lineføring grundigt Bliver der problemer med at gå fri ved fod, er der kun et at gøre, nemlig at gå tilbage til at træne i line.
TILVÆNNING TIL SKUD: Jeg synes at dette moment hører med til grunddressuren og meget passende sidst i forløbet, hvor hunden trods alt har en vis alder.
Netop tilvænning til skud er en af de ting mange jagthundeejere fokuserer meget og som oftest forkert på. Igennem mine 32 år i jagthundeverdenen, har jeg kun oplevet nogle få hunde som kunne kaldes egentlig skudrædde. Men modsat har jeg oplevet langt flere hunde som var hvad vi kunne kalde ”usikre” på skud.
Denne usikkerhed skyldes i næsten alle af tilfældene førerfejl, hvor føreren blot er gået ud og har knaldet et jagtgevær af lige ved siden af hunden. Selv om langt de fleste hunde, ikke engang med denne barske metode, ville reagere nervøst, så er der dog en del hunde der reagerer negativt på en sådan uhensigtsmæssig fremgangsmåde. Lad derfor være med at tage nogen chancer. Brug den sikre metode. Hvorfor skabe et problem, som slet ikke er der, hvis man blot fra starten af griber det an med fornuft og omtanke.
Samtidig vil jeg igen understrege at det er klogt at vente til hunden er mellem 8-12 måneder gammel. Lad f.eks en hjælper fjerne sig et godt stykke fra dig og hunden, og på dit signal, afgive skud med en startpistol, alt imens du selv roser og klapper hunden. Lad så hjælperen komme nærmere og nærmere over et par træningsgange. Undgå desuden at afgive skud i nærheden af bygninger o.lign der kan give et ubehageligt ekko. Slut tilvænningen med at skyde når du kaster en dummy. Hvis din hund er vild med at apportere, så vil netop skuddet kædet sammen med apporteringen, sikre at der ikke bliver nogle problemer.
Hunde som ved forkert introduktion er blevet nervøse for skud, kan som regel kureres, men det kræver tid, og er en proces hvor man hele tiden skal kæde noget positivt sammen med skuddet. Hunde som er direkte skudrædde er meget svære, hvis ikke umulige at kurere.
Copyright 01.05.2001 – Niels Egelund Faddersbøll Tekster fra denne website må ikke – hverken helt eller delvis, med eller uden billeder – anvendes uden forfatterens skriftlige samtykke |
|
