Djævlens værk.
Der er en vidunderlig anekdote, der fortæller, at djævlen jager med cockere – sorte cockere forstås. Ikke én cocker, men en hel flok af den værste slags, der vil drive, prelle og knaldapportere – og i det hele taget begå enhver fejl i bogen. Med jævne mellemrum sender han sin værste hanhund ned til jorden, for at den kan parre så mange tæver som muligt og dermed sikre, at de djævelske egenskaber ikke går tabt.
Det er en dejlig historie, og den skal være indledningen til min artikel om cockere. En del cockere har jeg selv ejet, mange andre har jeg set eller jaget med, både i Danmark og udlandet, og endelig har jeg talt med ejerne af de rigtigt gamle og betydningsfulde hunde.
En af de interessante ting er, at cockerne – set i et avlsmæssigt perspektiv – er avlet med en større konsekvens end nogen anden spanielrace, og at de har kunnet tåle det. Der er eksperter nok, der kan fortælle dig om cockere. De fleste har aldrig ejet en eneste cocker, endsige trænet og jaget med en.
Jeg vil springe let hen over min barndoms rød/hvide cocker, som min far sagde, var en hønsehund. I min barnlige fantasi, så jeg defor "Sussi", som hun hed, rende rundt med hvide italienere i munden. Siden har min kone og jeg ejet og trænet 20 cockere, og selvom vi også har haft en håndfuld springere, så er cockerne vores foretrukne hund. Jeg kan ikke fyldestgørende forklare, hvorfor man falder for de små knallerter med deres charme og finurlighed. Kun kan jeg sige, at det ved første øjekast umiddelbart er nemmere at imponeres over en springer, og at det er på jagt, cockeren skal vurderes.
Netop på jagt har man glæde af dens højt udviklede jagtforståelse, men også dens evne til at levere den samme præstation over en hel jagtdag. De er ikke – som nogen påstår – svære at dressere, tværtimod, jeg finder dem nemme, og engang dresseret, er de nemme at holde i orden. Til gengæld er de små djævle så overbevist om deres egen charme, at de vil tage sig alle mulige sociale friheder, og mine cockere synes, at det er helt naturligt at sidde på skødet af alle jagtkammeraterne, bruge deres jagttøj som hundetæppe og i øvrigt hænge op ad os, deres ejere, på en totalt besiddende måde.
De er bare sådan nogle, som nogle elsker og andre hader, og det er fint nok, bare de ikke bliver for populære, for det er helt sikkert, at når der pludselig er mulighed for at sælge hvalpe eller få parringer, så bliver hundeverdenens købmænd pludselig erklærede cocker-tilhængere, og det kan vi kan godt undvære.
Copyright 01.05.2001 – Niels Egelund Faddersbøll
Tekster fra denne website må ikke – hverken helt eller
delvis, med eller uden billeder – anvendes uden
forfatterens skriftlige samtykke.
|